Merida

- Jeg har opgivet at faa det til at virke med billeder, men de skal nok komme paa et tidspunkt. Saa i maa noejes med en masse bogstaver.

Naa men vi kom til Merida.

Da byen ligger lidt oppe i bjergene, saa har den et noget mildere klima, som minder noget om en varm dansk sommerdag, hvilket er meget behageligt. Byen har bl.a. et stort universitet og er nok lidt laengere fremme end mange andre dele af Venezuela.

Nu havde vi mistet en masse dage pga fly, saa vi havde kun 4 dage, pga Simon skulle tilbage til Caracas og hjem til DK. Det dumme var at vi tog tidligere afsted netop for at have meget tid hér, men det var ikke til at lave om paa nu.

En vens svigermor, som bor i Merida, hjalp os med at faa noget at bo i. Det var en lejlighed hos en af svigermoderens venner, som udlejer lejligheder. Sikkert en meget fin pris, men noget dyrere end hvad vi havde regnet med. Saa vi startede med at betale for 2 naetter, hvilket var hendes minimum. Det viste sig at den var alt for stor for os, laa for langt fra centrum, aaaah ja, saa var der det med at vandet ikke virkede, og naar det endelig gjorde, saa prustede vandhanen noget roedbrunt rustent vand ud, som vi ikke engang havde lyst til at bade i. Det er selvfoelgelig forholdene naar man rejser, men vi var bare ikke meget for at betale en masse penge for det, saa vi flyttede efter de to dage.

Naa men foerste stop var hos Fabiana, som en kaereste Simon har haft i Merida. Det var sjovt at se hende igen og da hendes mor kom hjem, gik hun naesten direkte ud i koekkenet for at lave arépas - som er en 1-2 cm tyk majspandekage som er meget typisk for Venezuela. De bliver normalt svinet til i olie naar man steger dem, men hun lavede dem uden, saa de var faktisk ganske udemaerkede.

Naa men vi havde nogle "stamsteder" vi skulle se.
En café ved Plaza Bolivar, som vi havde glaedet os meget til, pga man kan side og slappe af og kigge paa folk naar de gaar forbi. Men den var nu blevet til et kinesisk spisested og maden var ikke saa imponerende.
En oel paa Alfredos var et must, her koster de naesten ingenting og alligevel har vi lagt mange penge her sidst vi var her. Det hele er blevet dyrere i Venezuela, saa en oel dengang kostede ca 1,5 kr og idag 4 kr paa Alfredos. En drink paa Calypso, som nu har skiftet navn, men ellers er mage til. De har et langt drinkkort, men kunne ikke lave halvdelen, caripariña, piña colada, mojito osv osv, saa vi endte paa en Cuba Libre. Cuba Libre er egentlig bare moerk rom og cola, dog noget staerkere. Colaen er bare et enkelt lille skvulp fra flasken, resten er rom - saa den har farve som te og kan godt tage pusten fra en i starten.

Generelt lignede det hele sig selv som det var for knap 10 aar siden, der var kommet en MacDonnalds og lidt, der koerte stadig nogle gamle vrag rundt i gaderne, side om side med sprit nye 4-hjuls traekkere.
Fabiana blev traet af at vi sagde at intet havde forandret sig, saa hun tog os en af de sidste dage paa en koeretur rundt i byen, i en kaempe 4-hjuls traekker - det var lige foer hun skulle have en taburét for at komme ind i bilen. I hvert fald saa er der sket en helt masse udenfor centrum, nye veje, nye boligblokke, indkoebscentre og et fodboldstadion paa stoerrelse med "Parken". Saa helt stille har tiden ikke staaet.

Saa fandt vi ud af at paa det nye sted vi boede var der en bar.... Og dér lagde vi mange penge, for bartenderen var ret god til at lave drinks.

Ud over at vi var uheldige stort set halvdelen af de gange vi bestilte noget at spise, saa var det droengodt i Merida, saa det var lidt aergerligt at skulle videre derfra.

Vi tog tilbage til Caracas hvor vi var blevet lovet at vi kunne bo hos ham vi overnattede hos sidste gang vi var i Caracas, for et par dage siden, selvom han selv var ude at rejse. Sidst saa maatte en meget gammel og moernet haengekoeje, hvor et par af snorene allerede var knaekket, se sit endeligt da den brast under vaegten af min ellers saa spinkle krop. Saa vi havde i Merida koebt en ny haengekoeje til ham, som tak for at vi maatte bo hos ham.
Han har to lejligheder paa samme etage, saa vi fik den ene. Hans soen hentede os i lufthavnen og om aftenen tog han os med til en fest som nogen havde startet.
De havde vaeret paa stranden og det var endt med at de begyndte at drikke sig fulde, hvilket vi tydeligt kunne se da vi kom.
Naeste morgen rejste Simon hjem, saa jeg er nu alene i den sidste uge. Traditionen tro saa var der ogsaa rigeligt med problemer med det, men hjem kom han da. Jeg havde problemer nok med at undgaa alt for hoeje lyde og ikke bevaege hovedet for hurtigt, for det var blevet sent til festen.
Nu er jeg jo ikke helt alene, jeg er bare uden dansk selvskab, for i den anden lejlighed kommer der alle mulige mennesker og jeg har opgivet hvem der er hvem og hvad de laver der. Hver eneste gang man traeder ind af doeren saa begynder hans kone at spoerge om man ikke kunne taenke sig en bid broed eller et stykke frugt - hvis man siger ja, saa laver hun det helt store bord. Saa jeg toer naesten ikke engang at gaa derover laengere.

Nu har jeg lige vaeret paa stranden og det har vaeret rigtig dejligt. Hen over min hvide "dunk" (mave) kunne jeg se to pelikaner flyve i cirkler, for pludselig at dykke ned i havet for at fange en lille fisk. Det saa ret flot ud, og hvade det ikke vaeret fordi at de har en absurd grim fjerdragt, som ser ud som om at der har vaeret et olieudslip, saa havde de vaeret en smuk fugl. I hvert fald saa er jeg meget facineret af at se paa dem.