Jeg synes selv at det er lidt mere spaendende naar der er billeder til en historie, men saadan skal det aabenbart ikke vare. Jeg kan ikke finde en computer som vil lade mig laegge billeder ud, saa det er derfor at der ikke er kommet nogen.
Naa men turen indtil videre:
Vi startede med at tage til Mochima hvor vi var paa en dejlig strand og saa havde problemer med visa - som jeg tidligere har skrevet. Det er en lille soevnig by hvor der ikke sker meget, der er nogle lidt usle hunde der render rundt i de stoevede gader og folk sidder i skyggen foran deres hus, paa en balkon og kigger ud over byen. Den bestaar egentlig kun af to veje og man kan gaa igennem byen paa et par min. Mochima ligger i en nationalpark ud til det karibiske hav. Der er intet sket de sidste 10 aar, selv baadmaendene er de samme, sidder i samme stole paa samme pladser. Der er da et hus der er blevet malet hist og her, men saa er det ogsaa gjort.
Strandene og naturen er ogsaa lige saa skoen som den var dengang, saa det var meget godt at det ikke var blevet oedelagt af turisme.
Det er lavseson for turisme i Venezuela lige nu, saa vi havde indtrykket af at vi var de eneste turister i byen, selvom der er et hav af "possadas", som er hostels. Der er bare en seng, et toilet med daarligt afloeb og et roer der stikker ud af vaeggen, goer det ud for en bruser og der er kun koldt vand. Det er faktisk meget rart med et koldt bad naar det er saa varmt.
Desvaerre naaede vi kun een dag paa stranden, pga vi kom en dag senere pga vores overnatning i paris og saa havde problemer med visa'et som til sidst blev ret akutte. Om fredagen besluttede vi os for at tage til Merida. Paa det tidspunkt havde vi knap 100.000 bolivar (ca 200 kr) paa lommen.
Vi tog til Cumaná lufthavn hvor der hele tiden - skulle man tro - gaar fly, men der var ingen fly hverken til Merida eller Caracas. Efter at vaere blevet sendt fra den ene skranke, til den anden, til den tredie anbefalede de os at tage en bus til byen Barcelona, hvilket ville tage et par timer. Da vi kom til busterminalen viste det sig at der ville gaa en evighed inden vi kunne komme afsted og der var en taxamand som tilboed os at koere for 80 bolivar - dvs 160 kr for en 2-3 timer lang tur. Det sagde vi ja til. Han var vanvittig flink og fortaelte os alt muligt om det omraade vi koerte igennem.
I Cumana virkede haeveautomaten ikke og det gjorden den heller ikke da vi kom til Barcelona, saa vi havde nu ca 15-20 bolivar.
Naa men vi blev atter sendt fra skranke til skranke, men der var ingen billetter at faa til hverken Merida eller Caracas. Der var en der foreslog at vi kunne tage til en anden lufthavn taet paa Merida og han talte meget varmt for den loesning, det var ogsaa ham der solgte billetter dertil. Saa da vi besluttede os for at forsoege det som en sidste mulighed, viste det sig at han ikke engang havde nogen billetter.
Det eneste haab vi havde var nogle chancebilletter, hvor vi kan komme med hvis der er nogen der ikke moeder op til flyafgangen. Foerst var der ingen, ved naeste fly var der en billet, men.... deres visakort-betalings-dims havde ikke forbindelse saa vi kunne ikke betale. Det var det samme i hele lufthavnen. Saa vi kunne staa og vinke farvel til flyet og ofre nogle af vores sidste kontanter paa at komme ind til byen med en taxachauffoer, som hele tiden advarede os om div farer i byen og at vi ikke skulle gaa ud om natten osv - og det var selvfoelgelig blevet moerkt nu.
Naa men det viste sig at ingen hoteller/hostels tager visa og at automaterne ikke fungerer. Det at rende rundt om aftenen/natten to gringos (hvide) med rygsaek, ned af de moerke gader og lede efter hoteller, det er ret farligt, saa det var ikke saa godt at vi blev afvist alle steder.
Heldigvis var der et halvsnusket hotel som gav os lov til at sove der, mod at vi lovede at gaa i banken med en af dem dagen efter, for at haeve penge.
Kortene virkede i supermarkedet og da vi fik butiksbestyreren til at fatte at vi gerne ville betale over saa vi kunne faa nogle kontanter, saa sagde han at det var intet problem, men at han skulle have 20% af beloebet. Kurruption er en dejlig ting, men ogsaa en meget ulovlig ting og man elsker at statusere et eksempel, isaer paa vesterlaendinge og saa er der ogsaa graenser for hvor meget man vil roevrendes. Saa vi fik kun koebt chips og noget cola - det var alt hvad vi fik at spise dén dag.
Naeste morgen virkede visaet ikke og bankerne var lukkede, saa de lod os slippe uden at betale, og vi fik endda et lift til lufthavnen af en der arbejdede der. Heldigvis kender Simon en i Caracas som koebte billetter for os elektronisk, saa de laa til os da vi kom. Det var chance billetter da der ikke var nogen pladser tilbage. Vi havde faaet at vide at vi var paa en prioriteringsliste, saa vi ville vaere de foerste til at faa hvis der kom nogen. Da tiden kom saa vi billetdamen saelge mindst 10 billetter foer det blev vores tur, saa vi kunne faa at vide at der ikke var nogen tilbage og det kunne hun ikke goere noget ved - kun alverdens teknikker i selvbehaerskelse og haandtering af vrede reddede hende fra doed og lemlaestelse den morgen.
Vi fik en af de der kunne engelsk til at forklare at vi var paa listen, og med meget store ord saa vi ikke oplevede det igen, isaer pga det var det sidste fly den dag - det blev vi lovet mange gange og foelte os nu noget mere rolige, men stadig voldsomt skaeptisk. Saa vi skulle bare slaa en masse tid ihjel.
Tiden kom og der blev solgt billetter til hoejre og venstre, hende 2 foer mig i koeen fik en billet, men det var den sidste. Saa vi kom ikke afsted den dag heller.
Vi havde ingen penge, ikke engang nok til at komme ind til byen. Der var en af lufthavspersonalet der tilboed at vi kunne sove hos ham, men det foeltes bare forkert, og igen saa risikerede vi at vi ikke kunne komme frem til lufthavnen om morgenen osv.
Med meget besvaer fik vi lov til at sove paa gulvet i lufthavnen. Der var en bevaebnet vagt der sagde at vi ikke maatte gaa rundt og vi kun maatte vaere lige her - jeg er ikke sikker paa om han ville have skudt os, men jeg ville ikke lade det komme an paa en proeve "do you feel lucky punk". Vi skulle ligge naesten lige under et fjernsyn som spillede noget meget monotomt venezuelansk kvalme-musik, som bare blev blaest ud af hoejtalerene, saa vi sov med oerepropper og selv da var det som det niveau som man selv ville hoere musik i.
Naeste morgen stod vi som de foerste i koen og en af dem vi havde snakket med foerste dag, saa meget overrasket ud og undskyldte meget. Vi blev tilbudt kaffe og senere morgenmad. Det ville saa vaere det foerste vi fik at spise i 2-3 dage, men vi takkede nej og skyndte os bare hen til gaten for at vaere sikre paa at komme med. ALT var gaaet galt i den lufthavn, saa vi turde ikke tage chancen.
Flyet var noget gammelt lort, men det kunne da flyve. Der var en der havde stjaalet min vinduesplads og da jeg kom, saa var der et eller andet udenfor vinduet som var saa interessant at hun hverken kunne se eller hoere hvad der foregik i resten af verdenen. Jeg orkede ikke at hidse mig op over det, jeg var bare lykkelig over at vi nu kom afsted.
Jeg taenkte hele tiden at det lige kunne passe hvis flyet ramlede ned eller saadan noget, hvis deres piloter og mekanikere er lige saa sjuskede som resten af personalet, og ogsaa naar man ser de biler der findes i gadebilledet, saa vil man helst taenke at det er helt anderledes med deres fly.
Naa vi kom frem til Caracas og blev hentet af ham Simon kendte. I Indenrigs terminalen virkede automaterne ikke, men i udenrigstermilanen virkede den - det var saa den eneste vi fandt i hele Caracas som virkede.
Vi havde ikke sovet saa meget, vi havde ikke spist i et par dage og heller ikke vaeret i bad, saa foerste stop var brusebadet og saa noget at spise - og saa foelte man sig naesten som et menneske igen. Der var ogsaa en pool som vi var nede at dyppe os i. Vi sov godt den dag.
Caracas er kendt for sin haarde kriminalitet og at i nogle omraader slaar de hinanden ihjel for ingenting. Da vi var her i -98-99 var der et dansk aegtepar der blev slaaet ihjel pga nogen ville have deres sko. Men paa den anden side saa er der folk der overlever at bo der hver eneste dag.
I -99 var der et stort jordskred hvor ca 20.000 doede, mange huse blev knust og det var en kaempe katastrofe. Nu knap 10 aar senere kan man stadig se spor fra det. Huse der er helt eller delvist kollapset, store sten ligger over det hele. Selvfoelgelig er der sket meget genopbygning og det er da ikke en ruinby, men jeg er overrasket over at det ikke er kommet laengere.
Da byen nu straekker sig ca 50 m laengere ud i havet og man har en masse sten til overs, saa har man lavet en rigtig fin strand.
Vi tog 2 overnatninger i Caracas, hvor vi oplevede en ufattelig stor gaestfrihed, fik dejlig mad, bloede senge og kunne bade i varmt vand, saa det var skoent.
Derefter fortsatte vi til Merida, hvor vi havde billetter og flyveturen gik helt fint.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar