Hvad laver jeg her??!!

Jeg er i Danmark og med helbredet nogenlunde i behold... Hvordan turen er gået, det er en længere historie.

De sidste par dage har jeg været til nogle fester med hansito og det har været rigtig sjovt.
Jeg overvejede godt nok at få lavet billetten om, så jeg fik et par dage - og fester - mere, men det endte med at jeg bare fulgte planen.

Nu har vi været uheldige hver gang vi skulle flyve på den her tur, så jeg ver lidt nervøs, men på vej til lufthavnen lod jeg mit trøste af en forhåbning om at når det var den internationale del af lufthavnen, så ville der være styr på tingene.

Godt nok havde jeg efterhånden vænnet mig til synet af soldater i lufthavnen og det er ikke fordi at de venezuelanske soldater er det mest muntre folkefærd, men de virkede rigtig ubehagelige her og jeg tænkte flere gange "nu dør jeg...".
Nå men inde i lufthavnen, da jeg skulle tjekke ind skulle jeg forbi nogle af de her soldater, der var en som vinkede mig forbi og jeg gik forbi, men da jeg var gået forbi var der en der greb hårdt fat i mig og sagde noget jeg ikke helt fik fat i. I hvert fald så ville han se om jeg rystede på hænderne og det gjorde jeg åbenbart, for han sendte mig hen til et sted hvor der stod nogle andre soldater og rodede ens bagage igennem.
En kvindelig - og faktisk ret sød - soldat rodede mine ting igennem. Jeg spurgte om det var rutine, for det virkede ret voldsomt med alle de soldater, men hun forsikrede hun mig om at det var helt normalt. Hun var fra Guardia National som jeg forstod det var det en del af militæret som udførte politiagtige opgaver. Man ser tit politi og militær i gadebilledet, iført uniformer og skudsikre veste, med div skydevåben, desuden er der div private vagtværn, som også går med skudsikker vest og pistoler. Jeg ved knap hvem der er hvem, for politiet har også forskellige uniformer alt efter hvor de kommer fra. Jeg har bare en tommelfingerregel med at hvis folk har en pistol, så skal man ikke spille for smart.
Nå men hende soldater-trunten, kunne både smile og sådan noget, selvom hun ikke var meget for at vise det. Hun syntes at min maskot, en trold som jeg havde på rygsækken, var ret sjov. Jeg havde somend gevet hende den til gengæld for hendes email addresse hvis ikke det var fordi at jeg frygtede at jeg ville være blevet skudt af hendes overordnede eller sendt 1.000 år i fængsel for at forsøge at bestikke hende eller sådan noget.
I hvert fald så var trolden det eneste hun syntes var interessant ved min baggage, så jeg slap igennem.

Der var så en 200 m lang kø, for at komme af med bagagen ved Air France skranken.
Jeg fik min billet, kom af med rygsækken og skulle jeg igennem den der røntgen dims. Der var ca 800 m kø og derfra skulle vi gå direkte over til en ny røntgendims. Der gik soldater og vogtede over os som høge og forsøgte at spotte folk med dårlig samvittighed eller sådan noget.
Nå men jeg kom igennem og tænkte at nu skulle der købes taxfree, men... jeg måtte ikke købe en flaske rom som jeg ellers virkelig gerne ville have haft med pga frankrig ikke var min endelige destination. En stang smøger var dog helt i orden - jeg det ikke helt.
Da jeg havde betalt skulle jeg gå direkte over til en mand i uniform som skulle se bon'en og se hvad jeg havde i posen. Han sad 1½ meter fra kassen og havde set hvad hun putte i posen, men skulle alligevel rode den igennem. Jeg ville ikke spørge....
Nå men jeg fik brugt mine sidste 12 bolivar på en ganske tiltrængt is og boardede, selvfølgelig lige igennem endnu en røntgendims og så stod der nogle soldater og kropsvisiterede folk - desværre så var det en stor skaldet mandlig soldat, så der var ingen sjov ved det.
Det havde taget knap 3 timer at komme ombord på flyet og jeg var gået næsten direkte fra den ene kø til den anden. Flyet blev så lige blev en time forsinket pga noget med toldvæsnet.

Jeg sad ved siden af en tysker i flyet og han havde oplevet samme problemer med sit Master Card som vi havde med vores VISA kort. Han havde nær ikke kommet med flyet pga han ikke havde kontanter til at betale lufthavnsskat. Han måtte så ringe til en ven som ordnede det for ham i sidste øjeblik.
En iskold Heiniken fik dog skyllet de værste frustrationer af bevidstheden. Flyturen var som sådan en nu er, ingen synes jo det er fedt.

Vi kom til Paris, jeg tænkte "Europa, hér fungerer det". Klokken var for mig 5 om morgenen og jeg havde ikke kunne sove på flyet, så jeg var godt bombet.
Lufthavnen i Paris synes jeg bare ikke giver mening og da jeg ikke havde tid til at gå forkert og mine små grå hjerneceller ikke roterede hurtigt nok til at kunne regne det ud. Så spurgte jeg en der arbejde der om vej. En af dem der render rundt med en hvid skjorte, et navneskilt og en walkie talkie i hånden. Jeg ved ikke hvad sådan en laver, men de ligner nogen der ved noget om noget.
Han svarede på fransk at han ikke kunne engelsk. Jeg måtte lige bide mig i tungen for ikke at sige "Hør nu lige her din spasser, hvis du ikke kunne engelsk så var du aldrig blevet ansat i en international lufthavn". Nå men istedet fandt jeg en i samme situation og vi fulgtes og fandt vores fly.

I København vaklede jeg rundt i en tåge af søvnmangel, sult og udmattelse.
Jeg stillede mig op ved bagagebåndet for at hente min rygsæk. Nogle kunne man se var på vej hjem, de var ret skoldede og huden var begyndt at skalle af. Nogen var på udrejse, de snakkede om ferie med øller og brændevin, tog billeder af hinanden og sådan noget.
Jeg ventede og ventede, mens jeg bare tænkte "kom nu, kom nu....", senere tænkte jeg "Det er løgn, det er løgn..." Til sidst stoppede bagagebåndet og jeg havde stadig ikke fået min rygsæk. Jeg viste min bagagebillet til en ellers meget flink mand, der kunne fortælle mig at min rygsæk stadig var i Paris og at de ville sende den til mig.
Jeg lod mig trøste med at I det mindste så slap jeg for at slæbe på det skrummel, og at jeg vidste at måske virkede tingene ikke i Venezuela og måske ikke i Frankrig eller nok mere specifikt hos Air France, men i Danmark, dér fungerer tingene.

Jeg gik over til toget, kom til hovedbanen, hvor der var en million mennesker som ventede på toget. Der var noget sporarbejde, så der var forsinkelser, der var sat busser ind på nogle strækninger og toget var proppet med folk, der havde våde skjolder under armene og der lugtede fælt af sved. Alle snakkede om "deres dårlige dag", som åbenbart var værre end alle andres pga de måtte vente 30 min på toget.
I min lidt coma-agtige tilstand orkede jeg ikke rigtigt at hidse mig op over S-tog eller folk der råbte af hinanden i fodgængerovergangen og alt det der. Jeg skulle bare hjem.
Jeg måtte lige forbi en dankortautomat, sætte kortet i, taste min kode, et beløb, "ja" for kvittering og udmiddelbart herefter har jeg fået penge - de er en fornøjelse. Selvom jeg nok burde have svaret "nej" til kvitteringen, for på den stod jo også saldoen på min konto nu her efter rejsen....

Der lå også lige en rudekuvert fra Dansk Sygeplejeråd om at de nu igen vil have yderligere 374,50 kr pga strejken.
Sådan formulerer man det:

"Samlet kontingent for medlem nr . XXXXXX
Atkiv i DSR
DSR-Konflikt Kr 374,50 indtil maj"

Der er ikke nogen frisk kommentar med at holde gejsten oppe, en lille tegneserie, måske en vittighed eller bare en lille smiley. Ingen venlighed de vil bare have flere af mine penge.

Nå men orkede ikke mere, jeg skulle bare i seng og så hurtigt som muligt - i min dejlige bløde seng... dejlige bløde våde seng.... dejlige b... - hva for noget??!!
Ja den er god nok, som en lille velkomst lå der lige en sø af pis og en klat bræk fra kattene, så jeg skulle også lige skifte lagener inden jeg kunne sove. Prikken over i'et.

Inden jeg faldt i søvn tænkte jeg over at hvis man bort fra problemer med flytransport og banker, så er det jo gået glimrende på turen. Alt i alt så har det da været en rigtig fed tur, ingen tvivl om det.
Det sidste jeg spurgte mig selv om inden jeg faldt i søvn var, det som jeg havde spurgt mig selv om så mange gange under hjemrejsens mange prøvelser. Det var:
"Hvad fanden laver jeg her? Jeg kunne ligge på en strand, med tømmermænd og tjekke babes ud sammen med Hansito."
- jeg har stadig ikke helt kunne komme på noget godt svar til dét spørgsmål, men det er nu meget rart at være hjemme igen.