Merida

- Jeg har opgivet at faa det til at virke med billeder, men de skal nok komme paa et tidspunkt. Saa i maa noejes med en masse bogstaver.

Naa men vi kom til Merida.

Da byen ligger lidt oppe i bjergene, saa har den et noget mildere klima, som minder noget om en varm dansk sommerdag, hvilket er meget behageligt. Byen har bl.a. et stort universitet og er nok lidt laengere fremme end mange andre dele af Venezuela.

Nu havde vi mistet en masse dage pga fly, saa vi havde kun 4 dage, pga Simon skulle tilbage til Caracas og hjem til DK. Det dumme var at vi tog tidligere afsted netop for at have meget tid hér, men det var ikke til at lave om paa nu.

En vens svigermor, som bor i Merida, hjalp os med at faa noget at bo i. Det var en lejlighed hos en af svigermoderens venner, som udlejer lejligheder. Sikkert en meget fin pris, men noget dyrere end hvad vi havde regnet med. Saa vi startede med at betale for 2 naetter, hvilket var hendes minimum. Det viste sig at den var alt for stor for os, laa for langt fra centrum, aaaah ja, saa var der det med at vandet ikke virkede, og naar det endelig gjorde, saa prustede vandhanen noget roedbrunt rustent vand ud, som vi ikke engang havde lyst til at bade i. Det er selvfoelgelig forholdene naar man rejser, men vi var bare ikke meget for at betale en masse penge for det, saa vi flyttede efter de to dage.

Naa men foerste stop var hos Fabiana, som en kaereste Simon har haft i Merida. Det var sjovt at se hende igen og da hendes mor kom hjem, gik hun naesten direkte ud i koekkenet for at lave arépas - som er en 1-2 cm tyk majspandekage som er meget typisk for Venezuela. De bliver normalt svinet til i olie naar man steger dem, men hun lavede dem uden, saa de var faktisk ganske udemaerkede.

Naa men vi havde nogle "stamsteder" vi skulle se.
En café ved Plaza Bolivar, som vi havde glaedet os meget til, pga man kan side og slappe af og kigge paa folk naar de gaar forbi. Men den var nu blevet til et kinesisk spisested og maden var ikke saa imponerende.
En oel paa Alfredos var et must, her koster de naesten ingenting og alligevel har vi lagt mange penge her sidst vi var her. Det hele er blevet dyrere i Venezuela, saa en oel dengang kostede ca 1,5 kr og idag 4 kr paa Alfredos. En drink paa Calypso, som nu har skiftet navn, men ellers er mage til. De har et langt drinkkort, men kunne ikke lave halvdelen, caripariña, piña colada, mojito osv osv, saa vi endte paa en Cuba Libre. Cuba Libre er egentlig bare moerk rom og cola, dog noget staerkere. Colaen er bare et enkelt lille skvulp fra flasken, resten er rom - saa den har farve som te og kan godt tage pusten fra en i starten.

Generelt lignede det hele sig selv som det var for knap 10 aar siden, der var kommet en MacDonnalds og lidt, der koerte stadig nogle gamle vrag rundt i gaderne, side om side med sprit nye 4-hjuls traekkere.
Fabiana blev traet af at vi sagde at intet havde forandret sig, saa hun tog os en af de sidste dage paa en koeretur rundt i byen, i en kaempe 4-hjuls traekker - det var lige foer hun skulle have en taburét for at komme ind i bilen. I hvert fald saa er der sket en helt masse udenfor centrum, nye veje, nye boligblokke, indkoebscentre og et fodboldstadion paa stoerrelse med "Parken". Saa helt stille har tiden ikke staaet.

Saa fandt vi ud af at paa det nye sted vi boede var der en bar.... Og dér lagde vi mange penge, for bartenderen var ret god til at lave drinks.

Ud over at vi var uheldige stort set halvdelen af de gange vi bestilte noget at spise, saa var det droengodt i Merida, saa det var lidt aergerligt at skulle videre derfra.

Vi tog tilbage til Caracas hvor vi var blevet lovet at vi kunne bo hos ham vi overnattede hos sidste gang vi var i Caracas, for et par dage siden, selvom han selv var ude at rejse. Sidst saa maatte en meget gammel og moernet haengekoeje, hvor et par af snorene allerede var knaekket, se sit endeligt da den brast under vaegten af min ellers saa spinkle krop. Saa vi havde i Merida koebt en ny haengekoeje til ham, som tak for at vi maatte bo hos ham.
Han har to lejligheder paa samme etage, saa vi fik den ene. Hans soen hentede os i lufthavnen og om aftenen tog han os med til en fest som nogen havde startet.
De havde vaeret paa stranden og det var endt med at de begyndte at drikke sig fulde, hvilket vi tydeligt kunne se da vi kom.
Naeste morgen rejste Simon hjem, saa jeg er nu alene i den sidste uge. Traditionen tro saa var der ogsaa rigeligt med problemer med det, men hjem kom han da. Jeg havde problemer nok med at undgaa alt for hoeje lyde og ikke bevaege hovedet for hurtigt, for det var blevet sent til festen.
Nu er jeg jo ikke helt alene, jeg er bare uden dansk selvskab, for i den anden lejlighed kommer der alle mulige mennesker og jeg har opgivet hvem der er hvem og hvad de laver der. Hver eneste gang man traeder ind af doeren saa begynder hans kone at spoerge om man ikke kunne taenke sig en bid broed eller et stykke frugt - hvis man siger ja, saa laver hun det helt store bord. Saa jeg toer naesten ikke engang at gaa derover laengere.

Nu har jeg lige vaeret paa stranden og det har vaeret rigtig dejligt. Hen over min hvide "dunk" (mave) kunne jeg se to pelikaner flyve i cirkler, for pludselig at dykke ned i havet for at fange en lille fisk. Det saa ret flot ud, og hvade det ikke vaeret fordi at de har en absurd grim fjerdragt, som ser ud som om at der har vaeret et olieudslip, saa havde de vaeret en smuk fugl. I hvert fald saa er jeg meget facineret af at se paa dem.

Mochima til Merida - Ingen billeder

Jeg synes selv at det er lidt mere spaendende naar der er billeder til en historie, men saadan skal det aabenbart ikke vare. Jeg kan ikke finde en computer som vil lade mig laegge billeder ud, saa det er derfor at der ikke er kommet nogen.

Naa men turen indtil videre:
Vi startede med at tage til Mochima hvor vi var paa en dejlig strand og saa havde problemer med visa - som jeg tidligere har skrevet. Det er en lille soevnig by hvor der ikke sker meget, der er nogle lidt usle hunde der render rundt i de stoevede gader og folk sidder i skyggen foran deres hus, paa en balkon og kigger ud over byen. Den bestaar egentlig kun af to veje og man kan gaa igennem byen paa et par min. Mochima ligger i en nationalpark ud til det karibiske hav. Der er intet sket de sidste 10 aar, selv baadmaendene er de samme, sidder i samme stole paa samme pladser. Der er da et hus der er blevet malet hist og her, men saa er det ogsaa gjort.
Strandene og naturen er ogsaa lige saa skoen som den var dengang, saa det var meget godt at det ikke var blevet oedelagt af turisme.
Det er lavseson for turisme i Venezuela lige nu, saa vi havde indtrykket af at vi var de eneste turister i byen, selvom der er et hav af "possadas", som er hostels. Der er bare en seng, et toilet med daarligt afloeb og et roer der stikker ud af vaeggen, goer det ud for en bruser og der er kun koldt vand. Det er faktisk meget rart med et koldt bad naar det er saa varmt.
Desvaerre naaede vi kun een dag paa stranden, pga vi kom en dag senere pga vores overnatning i paris og saa havde problemer med visa'et som til sidst blev ret akutte. Om fredagen besluttede vi os for at tage til Merida. Paa det tidspunkt havde vi knap 100.000 bolivar (ca 200 kr) paa lommen.
Vi tog til Cumaná lufthavn hvor der hele tiden - skulle man tro - gaar fly, men der var ingen fly hverken til Merida eller Caracas. Efter at vaere blevet sendt fra den ene skranke, til den anden, til den tredie anbefalede de os at tage en bus til byen Barcelona, hvilket ville tage et par timer. Da vi kom til busterminalen viste det sig at der ville gaa en evighed inden vi kunne komme afsted og der var en taxamand som tilboed os at koere for 80 bolivar - dvs 160 kr for en 2-3 timer lang tur. Det sagde vi ja til. Han var vanvittig flink og fortaelte os alt muligt om det omraade vi koerte igennem.
I Cumana virkede haeveautomaten ikke og det gjorden den heller ikke da vi kom til Barcelona, saa vi havde nu ca 15-20 bolivar.

Naa men vi blev atter sendt fra skranke til skranke, men der var ingen billetter at faa til hverken Merida eller Caracas. Der var en der foreslog at vi kunne tage til en anden lufthavn taet paa Merida og han talte meget varmt for den loesning, det var ogsaa ham der solgte billetter dertil. Saa da vi besluttede os for at forsoege det som en sidste mulighed, viste det sig at han ikke engang havde nogen billetter.
Det eneste haab vi havde var nogle chancebilletter, hvor vi kan komme med hvis der er nogen der ikke moeder op til flyafgangen. Foerst var der ingen, ved naeste fly var der en billet, men.... deres visakort-betalings-dims havde ikke forbindelse saa vi kunne ikke betale. Det var det samme i hele lufthavnen. Saa vi kunne staa og vinke farvel til flyet og ofre nogle af vores sidste kontanter paa at komme ind til byen med en taxachauffoer, som hele tiden advarede os om div farer i byen og at vi ikke skulle gaa ud om natten osv - og det var selvfoelgelig blevet moerkt nu.
Naa men det viste sig at ingen hoteller/hostels tager visa og at automaterne ikke fungerer. Det at rende rundt om aftenen/natten to gringos (hvide) med rygsaek, ned af de moerke gader og lede efter hoteller, det er ret farligt, saa det var ikke saa godt at vi blev afvist alle steder.
Heldigvis var der et halvsnusket hotel som gav os lov til at sove der, mod at vi lovede at gaa i banken med en af dem dagen efter, for at haeve penge.
Kortene virkede i supermarkedet og da vi fik butiksbestyreren til at fatte at vi gerne ville betale over saa vi kunne faa nogle kontanter, saa sagde han at det var intet problem, men at han skulle have 20% af beloebet. Kurruption er en dejlig ting, men ogsaa en meget ulovlig ting og man elsker at statusere et eksempel, isaer paa vesterlaendinge og saa er der ogsaa graenser for hvor meget man vil roevrendes. Saa vi fik kun koebt chips og noget cola - det var alt hvad vi fik at spise dén dag.

Naeste morgen virkede visaet ikke og bankerne var lukkede, saa de lod os slippe uden at betale, og vi fik endda et lift til lufthavnen af en der arbejdede der. Heldigvis kender Simon en i Caracas som koebte billetter for os elektronisk, saa de laa til os da vi kom. Det var chance billetter da der ikke var nogen pladser tilbage. Vi havde faaet at vide at vi var paa en prioriteringsliste, saa vi ville vaere de foerste til at faa hvis der kom nogen. Da tiden kom saa vi billetdamen saelge mindst 10 billetter foer det blev vores tur, saa vi kunne faa at vide at der ikke var nogen tilbage og det kunne hun ikke goere noget ved - kun alverdens teknikker i selvbehaerskelse og haandtering af vrede reddede hende fra doed og lemlaestelse den morgen.
Vi fik en af de der kunne engelsk til at forklare at vi var paa listen, og med meget store ord saa vi ikke oplevede det igen, isaer pga det var det sidste fly den dag - det blev vi lovet mange gange og foelte os nu noget mere rolige, men stadig voldsomt skaeptisk. Saa vi skulle bare slaa en masse tid ihjel.
Tiden kom og der blev solgt billetter til hoejre og venstre, hende 2 foer mig i koeen fik en billet, men det var den sidste. Saa vi kom ikke afsted den dag heller.
Vi havde ingen penge, ikke engang nok til at komme ind til byen. Der var en af lufthavspersonalet der tilboed at vi kunne sove hos ham, men det foeltes bare forkert, og igen saa risikerede vi at vi ikke kunne komme frem til lufthavnen om morgenen osv.
Med meget besvaer fik vi lov til at sove paa gulvet i lufthavnen. Der var en bevaebnet vagt der sagde at vi ikke maatte gaa rundt og vi kun maatte vaere lige her - jeg er ikke sikker paa om han ville have skudt os, men jeg ville ikke lade det komme an paa en proeve "do you feel lucky punk". Vi skulle ligge naesten lige under et fjernsyn som spillede noget meget monotomt venezuelansk kvalme-musik, som bare blev blaest ud af hoejtalerene, saa vi sov med oerepropper og selv da var det som det niveau som man selv ville hoere musik i.
Naeste morgen stod vi som de foerste i koen og en af dem vi havde snakket med foerste dag, saa meget overrasket ud og undskyldte meget. Vi blev tilbudt kaffe og senere morgenmad. Det ville saa vaere det foerste vi fik at spise i 2-3 dage, men vi takkede nej og skyndte os bare hen til gaten for at vaere sikre paa at komme med. ALT var gaaet galt i den lufthavn, saa vi turde ikke tage chancen.
Flyet var noget gammelt lort, men det kunne da flyve. Der var en der havde stjaalet min vinduesplads og da jeg kom, saa var der et eller andet udenfor vinduet som var saa interessant at hun hverken kunne se eller hoere hvad der foregik i resten af verdenen. Jeg orkede ikke at hidse mig op over det, jeg var bare lykkelig over at vi nu kom afsted.
Jeg taenkte hele tiden at det lige kunne passe hvis flyet ramlede ned eller saadan noget, hvis deres piloter og mekanikere er lige saa sjuskede som resten af personalet, og ogsaa naar man ser de biler der findes i gadebilledet, saa vil man helst taenke at det er helt anderledes med deres fly.
Naa vi kom frem til Caracas og blev hentet af ham Simon kendte. I Indenrigs terminalen virkede automaterne ikke, men i udenrigstermilanen virkede den - det var saa den eneste vi fandt i hele Caracas som virkede.
Vi havde ikke sovet saa meget, vi havde ikke spist i et par dage og heller ikke vaeret i bad, saa foerste stop var brusebadet og saa noget at spise - og saa foelte man sig naesten som et menneske igen. Der var ogsaa en pool som vi var nede at dyppe os i. Vi sov godt den dag.
Caracas er kendt for sin haarde kriminalitet og at i nogle omraader slaar de hinanden ihjel for ingenting. Da vi var her i -98-99 var der et dansk aegtepar der blev slaaet ihjel pga nogen ville have deres sko. Men paa den anden side saa er der folk der overlever at bo der hver eneste dag.
I -99 var der et stort jordskred hvor ca 20.000 doede, mange huse blev knust og det var en kaempe katastrofe. Nu knap 10 aar senere kan man stadig se spor fra det. Huse der er helt eller delvist kollapset, store sten ligger over det hele. Selvfoelgelig er der sket meget genopbygning og det er da ikke en ruinby, men jeg er overrasket over at det ikke er kommet laengere.
Da byen nu straekker sig ca 50 m laengere ud i havet og man har en masse sten til overs, saa har man lavet en rigtig fin strand.
Vi tog 2 overnatninger i Caracas, hvor vi oplevede en ufattelig stor gaestfrihed, fik dejlig mad, bloede senge og kunne bade i varmt vand, saa det var skoent.
Derefter fortsatte vi til Merida, hvor vi havde billetter og flyveturen gik helt fint.

Frustration.

VISA kort er en dejlig ting, de virker i alle lande og man skal bare finde en automat, og saa har man moent paa lommen. Med mindre man er i Venezuela....
Det virkede ellers noget saa skoent sidste gang og der var automater over det hele.

Som det ser ud idag saa er der ingen af deres visa automater tager.... gaet engang... VISA?!?

I bankerne der fatter de brik og kan ikke hjaelpe os.

Det betyder at vi har haft det lidt "udfordrene" oekonoemisk og faktisk til tider ikke haft en klink paa lommen. I Mochima var der én restaurant det tog visa hvor skiftevis mit og simons virkede, saa det blev vores stamsted.

Naa men i fredags ville vi videre fra Mochima og Cumana til Merida, som ligger i Andesbjergene i det vestlige Venezuela.
Det er en tur paa et par timer, som endte med at tage 3-4 dage og det er en laengere historie, men man kunne til tider have brug for en pump-gun - men det er nok meget godt man ikke havde saadan en.

I Caracas, som er F***ing hovedstaden, virker automaterne heller ikke.

Naa men vi fik et par dage med dejlig mad i Caracas, fik en loesning saa vi har penge igen og laa lidt i poolen, foer vi kom videre til Merida.

Behoever jeg at sige at det heller ikke fungerer i Merida??
Men der er én bank som udbetaler penge, det kraever bare at man staar i koe et par timer.

Frustrerende, men saa har man da proevet det ogsaa.

Til gengaeld har folk vaeret meget hjelpsomme naar de har hoert om vores frustrationer, vi har boet gratis paa hotel, faaet lift til lufthavnen gratis og endda blevet tilbudt at overnatte i private hjem, hos folk som man knap kender.
Det er bare svaert at tage imod tilbud, tjenester og gaestfrihed, som man ikke selv ville tilbyde andre.

Men nu er der kommet styr paa det saa vi faar baade en seng at sove i og noget at spise hver dag. Saa det gaar fint.

Naar man spoerger lokale siger de at grunden til f.eks. bankerne, men ogsaa mange andre ting, er pga deres president Hugo Chavez, som har haft magten i ca 10 aar og har holdt sig ved magten - ifgl. lokale - ved valgfusk.

Hud

Naaa - Vi kom paa stranden, dog foerst naeste dag.
Jeg maa skuffe dem som forventede at hoere om mig der kommer hoejroed hjem fra stranden, se smerteforpint ud og lugte lidt af braendt bacon, pga jeg ikke har haft solcreme paa eller lign. Det er uhyre sjaeldent at det sker, men jeg blev IKKE skoldet.
Jeg var kort ude at snorkle, der var lidt fisk, de fleste bare sandfarvede, men der var ogsaa et par af de noget mere farverige papegoejefisk og jeg saa en enkelt lille murene.
Saa var det generelt bare for laekkert.
Nu er jeg til firmafodbold for nogle mdr siden blevet mobbet med at sneen har smittet af paa mine ben, saa de er helt hvide. Uden at jeg skal fortaelle i detaljer omkring min uhyre veltraenede krop, saa vil jeg bare sige at sneen ogsaa har smittet af paa resten af mig. Jeg var saa hvid at Simon fik mere sol paa den ene side, pga genskinnet fra min ekstemt hvide mave.
Jeg var naesten gennemsigtig.

Siden er jeg da ikke blevet brun og vi har ikke rigtigt vaeret paa stranden. Hvor vi er nu er der en pool og vi var lige nede at dyppe os, maaske var vi i solen 8 sek og det var nok til at jeg fik "efteraarsfarve". Men da vi er paa den sydlige halvkugle, saa er det jo efteraar og roed-brun er jo lidt eftaraarsagtigt - eller jeg vil i hvert fald gerne bilde mig selv ind at jeg ogsaa er blevet lidt brun.
Egentlig har jeg aldrig haft ambition om at skulle vaere brun, for det gaar galt hver gang.

Jeg kan desverre ikke laegge billeder paa fra denne computer, men skal se om jeg ikke kan laegge nogen paa senere - og bare rolig der vil ikke komme billeder af mig ifoert badetoej.

Afsted med os

Kl 02.00 (dvs laenge foer man ville kalde det "kl roev om morgenen") ringede vaegguret og jeg tog med min ven Simon afsted mod Kastrup lufthavn. Vi kender hinanden fra at vi i 98-99 var i Venezuela sammen, det var i en stoerre gruppe. Vi har siden snakket om at tage tilbage og impuls blev til handling for ca 14 dg siden. Saa det er hvor i vil kunne finde mig de naeste 2-3 uger.

Destinationen var Caracas i Venezuela, via Paris. Jeg skal nok spare jer for div vredesudbrud over hvordan De Gylle lufthavn i Paris og Air F...ing France de goer tingene paa, men i hvert fald saa kom vi, og mange andre, ikke med flyet videre, pga de ikke havde styr paa tingene.

Paa den positive side saa vi fik en gratis overnatning paa et hotel, noget mad og en toilettaske og muligheden for at se Pris. Saa fik vi ogsaa muligheden for at for at drage nytte af det spanske som man havde knoklet saa meget med at laere dengang man gik i skole - OK engagementet var maaske ikke saa stort dengang, saa det var ikke vildt meget fransk man kunne, men af den smule der var kommet ind, der var stort set alt sammen vaek. Man siger jo at man skal proeve og selvom man siger at franskmaend ikke kan engelsk, saa var de da villige til at forsoege paa engelsk, da de hoerte hvor forfaerdeligt det loed da jeg proevede paa fransk.

Vi fik spist lidt mad, set Eifel taarnet (paa fransk Le Eifeltaarn) og triumfbuen (paa fransk Le triumfbue). Nu kan man ikke komme med den store udredning om hvor fed en by er paa baggrund af et par timer, men udmiddelbart saa synes jeg ikke at Paris er markant federe end Koebenhavn - pigerne i Koebenhavn er i hvert fald koennere.

Naa men rejsen videre den gik fint. Vi fandt videre til Mochima, som er en lille by ud til vandet, som vi havde vaeret i tidligere. Vi ankom sent om aftenen igaar og idag skulle vi saadan set bare have fat i nogle penge.

Pengene.... kurser har aendret sig siden sidst og da Bolivar (venezuelanske penge) de ikke er meget vaerd, saa har man besluttet at stryge 3 nuller og kalde dem "Bolivar Fuerte", som betyder noget i retning af store Bolivar). Saa vi er lidt snot forvirrede omkring hvad ting koster, men en stor bolivar eller 1.000 alm er ca 2 kr vaerd. Oven i det med pengene saa er der vroevl med mit VISA saa vi har lige spildt 3-4 timer paa det.

Saa man kan finde massere af brokke sig over hvis man har lyst til det. Aerligt talt saa generer det mig ikke rigtigt, for jeg er ikke kommet for at flyve, bo paa hotel i Paris eller gaa i banken, saa jeg kan ikke rigtigt se det som noget problem at de ikke er oplevelser jeg kan hidse mig op over.

Ting jeg derimod KAN juble over er at er at det selvfoelgelig er varmt, solen skinner og folk er rigtig flinke. Det er ikke alt det spanske der er forsvundet, selvom man af og til faar nogle lidt undrende oejne.

Nu skal vi bare se om vi kan finde noget strand.

Rygsækslir

Der er blandt nogle backpackere en tradition for at sy flag på rygsækken, fra lande man har været i. Det er nok primært for at blære sig, en slags "rejse C.V."
Jeg synes det er meget sjovt pga det på sin vis fortæller en historie og så får man også lidt farver på rygsækken. Det er ikke noget jeg går vildt meget op i og jeg har da heller ikke tænkt mig - som nogen gør - at pløje igennem en masse lande bare for at samle flere flag til rygsækken.
Mangs syr også deres nationalflag på låget til rygsækken, men det har jeg valgt ikke at gøre det.
Jeg har hørt at det med nationalflaget startede med folk ikke ville forveksles med andre nationaliteter. F.eks. danskere for ikke at blive forvekselet med svenskere eller tyskere, og Canadiere for ikke at blive forvekslet med amerikanere. Idag tror jeg bare at det er lidt for sjov.
I hvert fald så har jeg fået syet det grønlandske flag på. Det var et i sælskind som jeg fandt i Nuuk. Så det er lidt specielt.


I kan jo prøve at se hvor mange af dem i kender, desværre står der på et par stykker af dem hvor de er fra - det synes jeg er lidt åndssvagt, men nogle gange har jeg bare ikke kunnet finde det uden, kvaliteten varierer også tit.

Imponerende

Kattene er stadig meget nysgerrige på den der svane og de er ikke en skid bange for den. Hvadenten det bare var for at strække sig eller for at skræmme kattene, så blev Mille nok lidt imponeret over hvor stor den pludselig kunne blive.

Så grillede vi og det er altid herligt at slutte af med et par af Steff Houlbergs Kæmpe Frakfurtere i naturtarm - helt perfekt.

Total mangel på respekt

Dette er Mille, hun er en killing der endnu ikke er blevet et år. Hun har heller ikke meget til overs for svanen.
Tanken var at hvis de blev skræmt lidt af svanen og fik et nap eller sådan noget, så ville de lære at den skulle de holde sig fra - lidt som "Brændt barn skyr ilden", men de har slet ingen respekt for svanen og det er som om at de prøver at overgå hinanden. Så det er lidt mere hen ad "Brændt barn lugter af bacon"

Mere magtkamp, nu i levende billeder

Kattene er ikke glade for svanen og viser den hele tiden at det altså er deres domæne. Jørgen provokerer den, så den begynder at hvæse og puste sig op, og så signalerer han bare "jeg er da ligeglad" og rykker ikke en tomme.



Her følger Jørgen til højre i billede og Nimbus/mini til venstre i billedet, svanen til dørs, eller til vands hedder det vel. Mini er ikke helt så modig, men vil gerne se ud som om at han er lige så modig som far (Jørgen). Så han følger med, men går lidt længere bagud hele tiden. Jeg tror selv at han mener at han er mindst lige så kold i røven overfor svanen som Jørgen.
Det er lidt sjovt at se.

Månen lige nu.

For dem der ikke har lagt mærke til det, så ser månen sådan her ud lige nu.


Ja jeg ved godt at i lige så godt kan stikke hovedet hen til vinduet og kigge ud, men jeg synes bare det er meget sjovt at tage billeder.

Magtkamp

Der kom en svane op i haven. Det blev ret hurtigt klart at Jørgen (katten) ikke ville finde sig i det. Jeg synes normalt det lyder så dumt når folk har menneske-navne til dyr, men hans personlighed synes jeg fortjener at han hedder noget så fjollet som Jørgen.
Han fik sit egentlig navn "killer" pga han som killing var ret dygtig til at fang fugle og flå dem i småstykker, så selvfølgelig ville han ikke lade sig skræmme af noget der sådan set bare var en stor hvid pip-fugl.
Så i en magtdemonstration gik han først tæt bag den for at demonstrere hvor pisse ligeglad han var med sådan et dyr, men nok også for at vise at svanen ikke var velkommen i "hans" have.


Selv da den begyndte at puste sig op og hvæse, gik han bare ufortrødent videre, som om at han var fuldstændig ligeglad.




For at demonstrere hvor meget han ikke frygtede svanen og at det var ham der var den enevældige hersker, gik han om foran den og gik direkte imod den, på trods af at svanen væsede af ham.



Men da svanen nappede ud efter ham, valgte han dog at trække sig.


Men han gik selvfølgelig i sit magelige tempo, som om at han bare ikke gad at spilde sin energi på det dumme dyr og lige ville sige "se min røv".


Jeg tror helt klart at han så sig selv som vinderen af dén magtkamp. Svanen forsvandt jo også til sidst, så svanen må jo have været bange for ham.


Der er ingen tvivl om at Jørgen fortsat er kongen i haven.

Livsnyderi.

Vejret er dejligt for tiden og det byder jo altid til afslapning.
Jeg har endelig fået hængt den gamle hængekøje op, som jeg købte i Venezuela for knap 10 år siden. Det er virkelig noget der giver ro i sjælen at ligge og kigge op mod en blå himmel gennem trækronen på et nyudsprunget egetræ, mens man søvndyssende bliver gynget blidt fra side til side.

Udsigten fra hængekøjen

Jav-jav er nysgerrig

Katte kan også godt lide at ligge i hængekøje

Så kan man langt om længe få nye danske kartofler og de smager jo fantastisk, det ved vi jo alle.

Der er også begyndt at komme ællinger i søen, de er nu ca en uge gamle og det er sjovt at se dem næsten løbe hen over vandet.



Lige meget hvor man kigger hen så er der noget der er ved at springe ud, her er der nogle blomster og det er jo altid fint.



Til dem der ikke har opdaget det, evt pga de sidder lidt langt mod nord, så er bøgen er også sprunget ud og det ser jo altid herligt ud når det hele er lysegrønt og solen skinner.






Jo alt i alt, så er det nogle ganske glimrende dage jeg har mig for tiden.
Så selv om der er folk som kan fortælle om at de har været ude at fiske oppe nordpå, så er jeg nu ganske godt tilfreds med at være i Danmark lige nu.