Så kom der sne

Man vågner op en morgen og så er det hele hvidt....
Så ved man at det er på de tider hvor man skal finde diverse skiundertøj, huer, vanter, tykke sokker og hvad man ellers har af vintertøj.

Snakken var også faldet en del på hvornår den første sne ville komme i Maniitsoq, for vi kunne allerede se at flejdtoppene rundt omkring de var begyndt at blive hvide.

Vi kan også se mere og mere nordlys om aftenen, så det bliver nu meget godt når grønland trækker i vinterfrakken og vi får massere af sne og nordlys der blafrer om aftenen og natten.

Ryggen har det ellers ok, jeg er begyndt at arbejde igen, kun 8-12, mere kan min ryg ikke klare som det ser ud lige nu, men det går da stille og roligt fremad.

Årsdagen for hændelserne 11 september

Ja ja, jeg ved da godt at der skete noget i USA nogle år tilbage på den dato, men jeg snakker om noget helt andet.
Det er idag, 11 sep -07, et år siden at jeg kom til Grønland.
Jeg landede som totalt grøn sygeplejerske i Maniitsoq for et år siden. Dengang tænkte jeg ved mig selv, at jeg om et år, når min kontrakt udløb og jeg skulle hjem, ville komme til tænke tilbage på dagen hvor jeg ankom og synes at jeg ikke vidste en skid om en skid dengang - det er somend også hvad jeg føler idag.
I mellemtiden har jeg så forlænget med 6 mdr, så jeg først skal hjem til marts, så alt det får jeg mulighed for at tænke over igen.

Hvad laver man så på årsdagen???
- Holder fest?... Kaffemik?... Bager en kage???... Nej man starter dagen med at jamre som en kælling over sin gamle ømme ryg, så tager man en håndfuld smertestillende, før man kommer igang.
Jeg smuttede da lige forbi ambulatoriet med noget kringle - og det var ikke "håndværker kringle" (øl) - men den type kringle man finder hos bageren og man altid advares mod fører til en for tidlig død og livsstilsbetingede sygdomme.
Snold er genrelt noget vi holder rigtigt meget af i ambulatoriet. Vi har diskuteret om hvorvidt fedme, sukkersyge og hjerte-karlidelser kan gå som at være en arbejdsskade for personalet i ambulatoriet, og om vi i den forbindelse evt skal have et risikotillæg - vi har ikke fået nogen endelig afgørelse, og ligger stadig i forhandlinger med vores arbejdsgiver omkring dette.
Lige nu har vi ikke mindre end tre gravide kvinder arbejdende i ambulatoriet, så det er nok ikke lige tidspunktet at diskutere kostvaner og jeg hørte at kringlen fik så rigeligt med ben at gå på.

Så var jeg nede for at se til de ørreder som Tobias er ved at ryge, dem som vi havde fanget i sidste weekend, hvor jeg havde mit lille uheld med ryggen. Jeg smagte noget af en af dem og det var guf.

Som man kan se på billedet er det begyndt at blive efterår og der falder sne på fjeldtoppene rundt omkring. Så der går ikke længe før at snegrænsen kryber ned til os og det hele bliver hvidt omkring os. Det bliver meget hyggeligt.

Stenerdag.

Der kom lige lidt orkan forbi Maniitsoq så det er ikke til at komme udenfor - DMI har beskrevet det som skyet, regn og 10-12 m/sek, det var alt imens havet væltede ind over div bølgebrydere lige udenfor mit vindue, så der blev slynget vand 10-20 meter op i luften, man var ved at blive blæst omkuld når man gik ud og det ruskede godt og grundigt i vinduerne.
DMI er ikke så pålidelige, og personligt synes jeg at de burde skrotte alle de satelitter og istedet anskaffe sig en "vejrsten". Det er i hvert fald den vi retter os ind efter heroppe.

Man har en ganske almindelig sten ståend udenfor og så aflæser man den efter følgende:
Stenen er våd: Det regner
Stenen er tør: Det regner ikke
Stenen er hvid: Det sner
Stenen er væk: Det er tåget.
- Den slår aldrig fejl.

Vejrstenen siger at det har regnet en del, det er overskyet og blæser nu.
Så selvom det ikke blæser så meget som igår, så er der ikke rigtigt noget der lokker så meget udenfor.
Så idag bliver bare en hyggedag.
Så har jeg fået afprøvet min gave fra kollegaerne i ambulatoriet. Som gav mig fodbadesalt, som hentydning til at jeg ikke havde plejet mine fødder så godt da jeg kom ind i skadestuen.
Så jeg har haft en rigtig sløv morgen med varm cacao og fodbad med urtefodbadesalt med eukalyptus.... - det lyder lidt fesent, men er faktisk ganske behageligt.

Kompressionsfraktur af T 11

Nu skrev jeg tidligere at turen hjem fra vores rovfiskeri af ørreder den var lidt bøvlet.
Af hensyn til mødre og div. med dårligt hjerte, så skal jeg ikke komme ind på detaljerne.
På vejen hjem var der lidt bløger hist og her, men da vi var næsten hjemme var der næsten ingen. Ca 20-30 min fra Maniitsoq passerede vi en anden båd som var på vej ud og da vi ramte kølvandsbølgen fra båden så kom vi til at hoppe en del. Så selvom vi sænkede farten og drejede ind i bølgen så gjorde vi et ordentligt hop og når man ryger ned igen, så får man selvfølgelig en båd i røven. Jeg sad ned og det sagde så knæk i min ryg og jeg væltede mig ned i bunden af ryggen og havde vanvittig ondt. Jeg kiggede på fødderne om de stadig kunne vippe - det kunne de - og mærkede efter om jeg stadig pisse frøs om fødderne - og det gjorde jeg. Så noget virkede da stadig, men jeg kom ikke op at stå igen på bådturen. Jeg måtte op på en båre og køres med ambulance til sygehuset, og ind på den skadestue hvor jeg selv arbejder, der blev taget røntgen.
Efter at være blevet undersøgt og behanlet af et team af højt proffesionelle og fagligt ekstremt dygtigt skadestuepersonale - nok nogle af Grønlands bedste (mine nærmeste kollegaer), kunne man konstatere at jeg havde fået en kompressionsfraktur af min T 11.
Og hvad betyder det så på dansk. Jeg havde fået et stød der gik op igennem ryggen, og min 11. brysthvirvel var blevet mast lidt flad. På røntgenbilledet kan man se det som at ryghvirvlerne er nogle firkanter hvor kanterne alle er 90 grader, som er stablet ovenpå hinanden, og den der er brækket er mere flad i den ene side, så den ser lidt spids ud.
Konsekvensen i første omgang var at jeg havde pisse ondt, der var ikke tegn på nerveskader og frakturen var stabil, hvilket var rigtig gode nyheder. Dvs det var herfra kun et spørgsmål om hvor ondt det skulle komme til at gøre på sigt - på det tidspunkt gjorde det pænt nas.

Det skal lige siges at jeg selvfølgelig ikke havde været i bad og jeg stadig havde mit fisketøj på, som stank af fisk - så jeg var en stinker og jeg tror at hele skadestuen stank af fisk. De tog det ret pænt og jeg fik endda nusset mine kolde tæer af min afd sygepl og en af mine andre kollegaer.

Nå men jeg kom op på vores sengeafdeling, og måtte lige igennem venteværelset hvor der stod alle mulige patienter og kiggede på - det var lidt underligt at være den der ligger på ryggen og kigger op, det er jo normalt omvendt.
Jeg tænkte at det der med sengebad, urinkolber og at skide i et bækken, det skulle fandeme bare ikke ske og da jeg kunne mobiliseres i det omfang smerterne tillod, satte jeg mig det mål at jeg ville kunne komme op at sidde - det tog så 1-1½ time. Efter yderligere ½-1 time var jeg oppe at stå og kunne komme ud at tisse, selvfølgelig med nogle hjælpemidler.
I løbet af aftenen kom jeg i bad - alene - og kunne gå uden hjælpemidler. Først et par meter ad gangen, og til sidst op til 20 meter ad gangen. Det var væsentligt mere end jeg selv havde håbet på.

Maden var fin og jeg fik vasket mit tøj, folk kom med slik og gaver - fra ambulatoriet fik jeg noget fodbadesalt, tror det var en hentydning mht. det med at de nussede mine tæer. Der kom endda patienter med slik. Det halve af sygehuset var forbi for at høre hvordan det gik, de fleste troede ikke på mig når jeg sagde at jeg var patient.

Nå men jeg måtte selv om hvor længe jeg ønskede at være indlagt, og lysten fik en brat ende på 3. dag da jeg opdagede at det var hjertegullash til frokost. Så tog jeg hjem.

Nu tager jeg den stille og roligt, een dag ad gangen og jeg kan gå længere og længere. Det gør stadig ondt og jeg kan ikke rigtigt løfte ting, så der er kollegaer der kommer og laver mad for mig, køber ind osv, så det er meget rart.
Det er så lidt skod at jeg ikke kommer på muskus jagt og jeg var også blevet lovet at komme med på rensdyrjagt og det kan heller ikke blive til noget, fiskeriet er nok også slut for i år.
Men nu får vi at se hvad der sker.

FLERE ØRREDER!!!

Vi tog tilbage til Kangia fjorden for en weekend, for at fange ørreder. Tobias, Flemming-fys, Jonas som er medicinstuderende og så mig.
Denne gang en lørdag-søndag og sammen med nogen der havde et velfungerende camera, så jeg fik rent faktisk billeder af turen.

Lørdag eftermiddag sejlede vi ud, vejret var dejligt og man kunne mærke at det ville blive en god weekend.
Vi slog telt op og gik lidt op og fiskede lidt. Vi fik 4-5 ret pæne ørreder, jeg fangede ingen af dem.
Om natten var det ret koldt og næste morgen gik vi et par timer op til et sted hvor der skulle være godt, og gik så gradvis længere og længere op.
Vi fangede en del og til sidst fandt vi et sted hvor vi flåede dem op i stor stil. Vi var helt kvæstede i armene af at hive dem op - heldigvis faldt mange af dem af og efter at vi havde fanget de første 30-40 stk inden frokost lavede vi en "regl" om at vi kun ville have de største af dem, intet under 1 kg og 40 cm så vi smed rigtig mange ud.
Vi fiskede som besatte og jeg knækkede endda spidsen af min fiskestang på et tidspunkt.
Da vi skulle ned igen måtte vi rense dem alle sammen og pakke dem i Flemmings rygsæk og nogle plasticposer, resten satte vi på nogle grene som vi flettede sammen, så der var et håndtag. Rygsækken begyndte at revne i bunden og måtte smides ud, hanken i begge poser gik i stykker og vi slæbte så vi var ved at dejse om. Heldigvis måtte vi ikke efterlade nogle af fiskene, for det ville være lidt en skam. På vej hjem mødte vi en enlig rensdyrkalv som fulgte efter os, den kom ret tæt på og gik hele tiden 20-30 meter bag ved os - ikke så sund adfærd midt i jagtsesonen...
Turen hjem var lidt bøvlet men da vi kom hjem til Maniitsoq og de var fileteret var der over 30 kg filet'er. Så der har været jævnt mange fisk.
De er så blevet fileteret, saltet og skal nu ryges.