Tja, hvad er der nyt ud over at det er hamrende koldt - og selv det er gamle nyheder.
Folk snakker om at det er mange år siden at det har været så koldt og at fjorden er iset til. Nogle snakker om -96 andre om -92 og igen er der andre der snakker om at det var engang i 80'erne sidst det var så koldt. I min ydmyg referenceramme med vintervejret i Maniitsoq, efter at have oplevet det kun een gang før, så er det væsentligt koldere i år end sidste år.
Ligemeget hvad så er det ret specielt at det er så koldt.

Tobias holdt kaffemik i anledning af sin fødselsdag. Når man på vej ud opdager at håndtaget på ens dør det er dækket med rimfrost, så tøver man lige og spørger sig selv om det ikke var en ide at tage en dag hvor man holdt sig indendøre i varmen sammen med aloe vera planten. Men så vender fornuften tilbage og man tænker på al den dejlige mad og kager - nu har jeg sådan en svaghed for kaffemikker, så selvfølgelig måtte jeg ud i det, det var der ingen tvivl om.
Det var dejlig kaffemik, og som altid så kunne man have blevet i dagevis, havde det ikke været for manglende plads i maven og så ens gode opdragelse - ok måske mest pga manglende plads i maven.



Med meget møje og besvær fik Mikkel og Flemming bagefter overtalt mig til at gå med et lille smut til lufthavnen, for at se på isen.
Det var rigtig flot og pga luften var koldere end vandet, stod står der damp op fra vandet der hvor der var isfrit eller revner i isen.





Det var selvfølgelig hamrende koldt, stadig de der knap -30, så det var bare om at pakke sig ind.
Alt hvad der stak udenfor handsker og hue det frøs næsten af, og vi blev da også stille og roligt dækket af is. Der hang is i tøj, skæg, øjenbryn og sågar øjenvipperne.
Så det slog ret hårdt ud på "tudekiks skalaen".



Så meget som at det var sjovt at prøve tilværelsen som isterning, så da autofokus frøs fast på mit camera og displayet begyndte at blive dækket til med is, så tænkte vi at det var vores que til at vi skulle hjemad.