Kompressionsfraktur af T 11

Nu skrev jeg tidligere at turen hjem fra vores rovfiskeri af ørreder den var lidt bøvlet.
Af hensyn til mødre og div. med dårligt hjerte, så skal jeg ikke komme ind på detaljerne.
På vejen hjem var der lidt bløger hist og her, men da vi var næsten hjemme var der næsten ingen. Ca 20-30 min fra Maniitsoq passerede vi en anden båd som var på vej ud og da vi ramte kølvandsbølgen fra båden så kom vi til at hoppe en del. Så selvom vi sænkede farten og drejede ind i bølgen så gjorde vi et ordentligt hop og når man ryger ned igen, så får man selvfølgelig en båd i røven. Jeg sad ned og det sagde så knæk i min ryg og jeg væltede mig ned i bunden af ryggen og havde vanvittig ondt. Jeg kiggede på fødderne om de stadig kunne vippe - det kunne de - og mærkede efter om jeg stadig pisse frøs om fødderne - og det gjorde jeg. Så noget virkede da stadig, men jeg kom ikke op at stå igen på bådturen. Jeg måtte op på en båre og køres med ambulance til sygehuset, og ind på den skadestue hvor jeg selv arbejder, der blev taget røntgen.
Efter at være blevet undersøgt og behanlet af et team af højt proffesionelle og fagligt ekstremt dygtigt skadestuepersonale - nok nogle af Grønlands bedste (mine nærmeste kollegaer), kunne man konstatere at jeg havde fået en kompressionsfraktur af min T 11.
Og hvad betyder det så på dansk. Jeg havde fået et stød der gik op igennem ryggen, og min 11. brysthvirvel var blevet mast lidt flad. På røntgenbilledet kan man se det som at ryghvirvlerne er nogle firkanter hvor kanterne alle er 90 grader, som er stablet ovenpå hinanden, og den der er brækket er mere flad i den ene side, så den ser lidt spids ud.
Konsekvensen i første omgang var at jeg havde pisse ondt, der var ikke tegn på nerveskader og frakturen var stabil, hvilket var rigtig gode nyheder. Dvs det var herfra kun et spørgsmål om hvor ondt det skulle komme til at gøre på sigt - på det tidspunkt gjorde det pænt nas.

Det skal lige siges at jeg selvfølgelig ikke havde været i bad og jeg stadig havde mit fisketøj på, som stank af fisk - så jeg var en stinker og jeg tror at hele skadestuen stank af fisk. De tog det ret pænt og jeg fik endda nusset mine kolde tæer af min afd sygepl og en af mine andre kollegaer.

Nå men jeg kom op på vores sengeafdeling, og måtte lige igennem venteværelset hvor der stod alle mulige patienter og kiggede på - det var lidt underligt at være den der ligger på ryggen og kigger op, det er jo normalt omvendt.
Jeg tænkte at det der med sengebad, urinkolber og at skide i et bækken, det skulle fandeme bare ikke ske og da jeg kunne mobiliseres i det omfang smerterne tillod, satte jeg mig det mål at jeg ville kunne komme op at sidde - det tog så 1-1½ time. Efter yderligere ½-1 time var jeg oppe at stå og kunne komme ud at tisse, selvfølgelig med nogle hjælpemidler.
I løbet af aftenen kom jeg i bad - alene - og kunne gå uden hjælpemidler. Først et par meter ad gangen, og til sidst op til 20 meter ad gangen. Det var væsentligt mere end jeg selv havde håbet på.

Maden var fin og jeg fik vasket mit tøj, folk kom med slik og gaver - fra ambulatoriet fik jeg noget fodbadesalt, tror det var en hentydning mht. det med at de nussede mine tæer. Der kom endda patienter med slik. Det halve af sygehuset var forbi for at høre hvordan det gik, de fleste troede ikke på mig når jeg sagde at jeg var patient.

Nå men jeg måtte selv om hvor længe jeg ønskede at være indlagt, og lysten fik en brat ende på 3. dag da jeg opdagede at det var hjertegullash til frokost. Så tog jeg hjem.

Nu tager jeg den stille og roligt, een dag ad gangen og jeg kan gå længere og længere. Det gør stadig ondt og jeg kan ikke rigtigt løfte ting, så der er kollegaer der kommer og laver mad for mig, køber ind osv, så det er meget rart.
Det er så lidt skod at jeg ikke kommer på muskus jagt og jeg var også blevet lovet at komme med på rensdyrjagt og det kan heller ikke blive til noget, fiskeriet er nok også slut for i år.
Men nu får vi at se hvad der sker.