Ørredfangst

Det blev lidt sent igår.... så det blev også lidt sent idag inden vi kom ud, hen ad 15.
Vi skulle ud at fiske ørreder og det er altid skægt. Vi sejlede ud til en elv som jeg ikke kan stave til, men jeg skal nok finde ud af det, den er lige ved siden af Kangia. Et smukt smukt sted.
Myg vil jeg ikke nævne mere end at de var altid nærværende og i store mængder - jeg har hverken fået morgenmad, frokost eller aftensmad, alligevel føler jeg ingen sult pga jeg har spist så mange myg.

Nå men vi begav os op af elven og forsøgte at finde nogle ørreder.
Tobias flåede dem ind som havde han aldrig lavet andet, mens Mikkel og jeg kun fik naturoplevelsen ud af at traske rundt der.
Det var somend også et dejligt sted med de sorte mosbelagte fjelde og den brusende elv. Det var uden tvivl et dejligt sted, men det udviklede sig til et fantastisk sted da der endelig var noget der bed på lige pludselig og man kunne mærke en ørred ruske i linen og springe op af vandet for at rive sig løs.
Mikkel fik 1 ørred og jeg fik 2, de vejede ca 1 ko stykket så det er nogle ok fisk. Hvor mange Tobias fik, vil jeg helst ikke tænke på, men det var over 10.

"Niviarsiaq med usuk"

Blomsten "Niviarsiaq"

"Niviarsiaq" betyder på "en ugift pige", men det er også navnet på nationalblomsten og så betyder det også sygeplejerske - "Niviarsiaq med usuk" beskriver så en mandelig sygeplejerske.

Jeg har ikke helt kunne finde ud af hvilken blomst det var, men jeg har så heller ikke ledt så meget. Jeg fandt så ud af forleden at jeg havde faktisk taget et billede af den - blomsten altså.

Vejret har været pragtfuldt den sidste uges tid, og man kan se folk rende rundt med rifler, fiskestænger og myggenet, alle på vej ud af byen enten til lands eller til vands. Man kan se en mindre flåde komme sejlende hjem om aftenen, alle har de været ude at nyde naturen på hver deres måde. En af de rigtig gode måder er pr båd, som f.eks. Mikkel har, men et par gode støvler er også en god måde at komme omkring på. F.eks. så har Flemming og jeg et "hemmeligt sted" hvor der altid er massere af fisk... Altså normalt... Vi var der forleden og vi var faktisk glade for at vi fik den flotte tur og så behøvede vi heller ikke at have det bøvl med at rense fisk osv - to ulke og noget tang var hvad det blev til. Turen var dog rigtig flot og det er det vigtigste.

Kaptajn Mikkeli

Flemmingi ved "Det hemmelige sted"

Selvom der ikke var fisk, så var det et fint sted alligevel

Et andet og endnu mere hemmeligt sted var jeg ude at fange lidt fisk idag sammen med Tobias, hans kærese og en veninde. Vi fangede lidt torsk og gik i land hvor vi grillede en af dem, sammen med nogle pølser osv. På vej hjem så vi en stor pukkelhval der lå og spiste.










Nu er det ikke fordi at jeg vil blære mig og fortælle lystfiskerhistorier, men jeg vil for god ordens skyld sige at jeg fangdede dagens største fisk, en torsk på 2 kg og 59 cm - det er en pæn fisk, men bedst af alt så var det altså at fiske og rent faktisk fange noget

Fisk

Hvalsafari med Kaptjan Mikkeli

De sidste par dage har der været nogle pukkelhvaler der har kredset rundt udenfor Maniitsoq. Jeg tror størstedelen af byen har fået hold i nakken af hele tiden at have hovedet drejet mod havet for at se på dem.
Lige meget hvor mange gange man hører den meget karakteristiske "Fuuuuuuh" lyd og ser en sky af damp på vandoverfladen, så bliver man facineret.
Nå men man kan let se dem fra land, for de er ikke så vanvittig langt ude, men når man så får et tilbud om at drøne ud i en båd for at komme endnu tættere på så er det jo noget der får en til at hoppe op og ned af glæde.
På vejen ned til båden stødte vi dog ind i en som fortalte om at nogle gange så kan de godt finde på at daske til bådenen hvis man kommer for tæt på, og da det ikke ligefrem var et krydstogtskib vi begav os ud i, så holdt vi os på behørig afstand - eller det var nok mest Mikkel der var glad for at have dem lidt på afstand, for jeg ville egentlig helst så tæt på at jeg kunne mærke blåstet i ansigtet, og det havde jo dybest set været lidt uforsvarligt og stressende for de kære små hvaler.













Når man så har kigget på hvaler helt tæt på et par timer og taget ca 200 billeder, hvad gør man så på vej hjem? - jo man stopper op for at se på præcis de samme hvaler igen og tage lidt flere billeder.

Mikkel og Flemming der kikker på hvaler.

Indtryk efter første arbejdsuge.

Det har været rigtig sjovt at se venner, bekendte, patienter, kollegaer, kollegaers børn - selvom én bestemt kollegas børn altid møder en med ekstremt sure miner og voldelige fremstød, som regl efterfulgt af højlydt latter.

Gennem ugen har jeg lagt mærke til at der er sket lidt forandringer hist og her.

F.eks. alderdomshjemmet færdig og planen er at det skal åbne 4 august. (det har været lidt længe under vejs)

Nogen har bygget et hus oppe ved heli-porten.

Efter arbejde var jeg oppe på en klippe ved havnen at så på hvaler. Deroppe lagde jeg mærke til at der er dog også nogle ting der nok aldrig forandrer sig

Div fjelde ligger hvor de plejer.

...og at Flemming er altid at finde hvor der er fjelde

Man bliver ved med at tage billeder af fjelde og byen, som man nok allerede har, men lige vil have det fra den her nye vinkel

Hver gang man ser "Pattefjeldet" så må man bare tage et billede af dem... øhh, det.

Man bliver aldrig træt af at se på hvaler, og man kan simpelthen ikke lade være med at blive facineret af det.

(... og at de altid er for langt væk til at man kan få det helt gode billede)

Når vejret er godt, så er alle på vej ud for at nyde det, se hvaler, nogen vil evt fange nogle fisk, så man kan høre en bådene brumme og langsomt tegne streger på kryds og tværs af fjorden.

Man bliver heller aldrig træt af at se på solnedgange...

...der her om sommeren aldrig rigtigt bliver efterfulgt af en nat, men bare glider over i en solopgang når man runder midnat.

"Velkommen hjem, du er blevet fed"

Næsten så hårde var ordene da man glad og fornøjet møder op første dag på sin gamle arbejdsplads i ambulatoriet på Maniitsoq Sundhedscenter. "Hjem" var så ment som hjem til Maniitsoq. Jeg skal da på ingen måde benægte at jeg har levet godt, men det var godt nok en hård måde at få den serveret på.

Det obligatoriske billede for enhver der kommer forbi Kangerlussuaq.

Nå men måden jeg havnede i Maniitsoq igen er at grundet div barsel, ferie osv så var det lidt tyndt bemandet på sygehuset. Pia, som bruger enhver given lejlighed til at få en til at længtes tilbage til Grønland, havde foreslået at man kunne ringe til mig og høre om jeg ikke ville komme derop for nogen tid.
Det ville jeg selvfølgelig gerne, men desværre så var der en kalender der forbød mig at tage herop længere end 3 uger, så sådan måtte det jo bare være.

Første dag tilbage på jobbet var præget af ydmygelse, hån, kommentarer om ens vægt, øgenavne, mobning, trusler om fysisk smerte og ubehag eller simpelthen at blive klippet pletvis skaldet med en sygeplejesaks, det er bare nogle af de få ting jeg blev udsat for idag.
Der kom jævnligt kommentarer fra ens kære kollegaer som var så klamme at man kunne kaste sig over en håndvask og brøle som man ser sin morgenmad forsvinder ned i afløbet.
Selv de søde legende børn man møder i gaderne de mobber en, forsøger at påkøre en på deres cykler og spørger hvad man laver i deres by.
Jeg tror at de eneste der virkelig udtrykte at de var glade for at se mig var de kæmpe sværme af myg som står foran en hver dør eller vindue og venter på at nogen kommer ud, så de kan kaste sig over dem og tømme dem for hver en sidste bloddråbe.
- jo det var en rar følelse af at være kommet hjem igen.

Nå men jeg har ikke taget nogle billeder, men så kan man mindes nogle ret nuttede katte.

"Jeg er sulten"