DHB 2008

Der var Danmarks Hurtigste Bil (DHB), på den nedlagte Flyvestation Vandel weekenden. Det er et årligt, bilstævne, for folk der godt kan lide hurtige biler. Der kommer over 20.000 mennesker til sådan noget.


Det er somend ikke fordi at hurtige biler siger mig det store, men jeg var som behandler på en ambulance. Det var via. en privatejet redningstjeneste der hedder Ambulix, som bliver hyret til stævner og lign. Behandlere og brandmænd er primært sygeplejersker, læger og proffessionelle brandmænd. I hvert fald så stillede vi med 2 brandbiler og 2 ambulancer.



Vi skulle være klar hvis noget gik galt på banen hvor de kørte ræs, men der hvor vi havde mest at lave var med div patienter, som var kommet til skade på alverdens måder. Primært var det nogen der havde festet lidt for hårdt eller var dehydererede og så allergikere, som havde en ret slem tid pga det hele var knastørt og det var bare en kæmpe stor græsmark det blev hodt på.

Jeg ved ikke det store om biler og jeg havde lidt svært ved at sætte mig ind i det vildt facinerende ved det, men de var i hvert fald gejlet ret meget op alle sammen.

Der kom også nogle F-16 fly ind over. Det var ret fedt.

Så var der også nogle røde biler med en hest på. Selvom jeg synes det er lidt tøset med en hest på sin bil og rød er jo også en tøsefarve, så var de da meget fede alligevel.

Om det var pga varmen eller pga der ikke var særlig meget plads, så var der nogle valgte at hænge ud af vinduerne eller stå udenpå bilerne.

I hvert fald så havde vi rigtig travlt med alle de mennesker der kom galt afsted. Brandmændene havde også sit at se til, pga folk der tændte grill i deres telte eller ude på græsmarken. Så vi knoklede hele weekenden igennem, jeg tror ikke at der var nogen af os der fik mere end 2-3 timers søvn i alt. Vi var bare igang konstant, men selvom det var nogle lange nætter og der kom et tidspunkt hvor man gerne lige vil have en pause, så var det rigtig sjovt.

Billeder fra Venezuela

Det er udsigten når man ligger på ryggen på Playa Las Maritas ved Mochima bugten.
Ingen skal høre mig klage.

Simon kunne også lige holde det ud.

Cumaná

Cumaná

Downtown Mochima under morgentrafikken.

Her venter vi på bussen til Cumaná, for at komme videre til Merida.

Intet i byen havde ændret sig, selv bådmændene i baggrunden er de samme.

Det var vores "seng" i lufthavnen i Barcelona. Hvis der havde været lyd på ville man kunne høre et fjernsyn, med en øredøvende monoton strøm af latino musik, sunget af midaldren mænd med guitar, overskæg og cowboyhat. Ørepropperne tog det værste.

Endelig nåede vi til Mérida

Alfredos - et vigtigt sted, hvor der er et nøgent betongulv, man sidder på havestole, øller koster et par kroner og man spytter på gulvet. Der har jeg mange gode minder fra.

Vi var oppe i Teleféricoen. Det er den højeste og længste svævebane i verdenen. Den er 12,8 km lang og fører helt op til Pico Espejo, som er i en højde af 4.765 km. Udsigten skulle være fantastisk. Det vi så mest af var nu skyer. Men det var nu en helt fin tur alligevel.

Det der udgør kernen i enhver kultur er efter min mening maden. Her er Venezuela kendt for arépaen - det er en tyk majspandekage, stegt i olie som man fylder som et pitabrød. En arépa er ikke så ringe, men det venezuelanske køkken har mere at byde på.
I gadebilledet kan man om aftenen og natten se nogle madboder, hvor de har nogle plasticstole som man kan sidde på. De er specialiserede i at lave de allerherligste kolesterolbomber, i form af Hamburgesas (burgere) og Perro Callientes (hot dogs). De er meget charmerende og kan virkelig redde ens liv hvis man har været i byen.


Hotdogs og burgere fås så i normal som har alt hvad man kan forestille sig i en burger og "especial" som desuden har alt det som man aldrig havde forestillet sig at se i en burger. Burgerbollen er større end ens hånd når man strækker fingrene ud og den er ca 8-10 cm tyk - no shit.
Der er bøf, salat, bl.a. med majs og revne gullerødder, spejleæg, pomfritter inde i burgeren og så sikkert også andre ting som bare bliver en lidt udefinerbar masse, når de har plørret det fuldstændig ind i div dressinger, ketchup og lign. Det er et kulinarisk mesterværk.

Hamburgesa especial - prøv lige at gabe over den

De smager fabelagtigt

Trafikken og bilerne er noget for sig. Jeg er dybt imponeret over at der overhoved er nogle af de vrag som kører rundt i gaderne som stadig kan. At de er benzinslugere bekymrer ikke rigtigt nogen, for benzin bliver næsten foræret væk. Da vi var ude at køre med Fabiana tankede vi 30 liter for 3.00 bolivar (6 kr)

Caracas

Vi kom videre til Caracas, som er Venezuelas hovedstad. Faktisk boede vi lidt udenfor Caracas i et område som hed corales.
Jeg har altid fået at vide at Caracas er en hamrende farlig by og jeg har derfor ikke rigtigt haft nogen interesse i at se byen, men nu hvor jeg havde muligheden, så er jeg glad for at jeg fik den oplevelse med.
Fordommen om at Caracas er en farlig by har jeg på ingen måde fået afkræftet. Tvært imod så gjorde alle jeg mødte deres for, at forklare at byen var endnu mere farlig end hvad jeg havde hørt om, selv også i det område hvor jeg boede. Man går ikke ud om aftenen, det er simpelthen en grundregl overalt, ved indgangen var der en gitterlåge og vagt. Foran dørene var der to gitterlåger. Så man blev lidt træt af at hele tiden skulle rode efter den rigtigt nøgle. Når man kørte i bil var det med dørene låst og vinduerne rullet op, så nogen på en motorcykel ikke uden videre kunne røve dig eller lign. Der var også politi, soldater og private vagtværn, med skudsikre veste og våben, på næsten hvert et gadehjørne. Da jeg rendte rundt alene var jeg særlig udsat og det er lidt svært at skjule at man er turist når man kan blænde folk med sine arme.
Jeg brød mig ikke rigtigt om det med at man hele tiden skulle være så meget på vagt, men når de lokale ikke tør at gå rundt i gaderne og hele tiden advarer mod at det er farligt, så må man tage det alvorligt. Trafikken var nu den mest konkrete fare jeg blev udsat for.
Dagene gik med at slappe af, gå på stranden eller i poolen og så at lege med de to hunde Cacao og Toddy. Hansitos mor gjorde sit for at jeg ikke sultede.
Jeg var oppe i Caracas teleférico, hvor der var en ganske imponerende udsigt over byen. Pga trafikken tog det 2 timer den ene vej og 3 timer den anden. Havde jeg vidst at det var så længe havde jeg aldrig spurgt Hansito om at køre mig dertil, men de ville ikke lade mig tage bus eller tage derind alene.
Hansito tog mig også med til nogle ganske muntre fester, hvor jeg desværre ikke havde camera med, men det var en rigtig god afslutning på turen at få festet noget med massere af cuba libre (50/50 rom og cola, og så massere af is).
Jeg må også indrømme at jeg var da lidt plaget af tømmermænd da jeg tog tilbage til Danmark.